NÅR MOR GLEMMER, HVEM DU ER er en radiodokumentar i to afsnit produceret og fortalt af Mathilde Bugge og Emma Busk. I dokumentaren møder vi søstrene Winta og Feben Habte Yehdego. Deres mor, som flygtede til Danmark fra Eritrea, før pigerne blev født, fik konstateret alzheimer som 46 år. De fortæller historien om deres mors sygdomsforløb, som de har oplevet det, og om hvordan det er at stå alene over for livsvigtige beslutninger.
DOKUMENTAREN handler om sorgen og bekymringerne ved at være ung pårørende til en mor med alzheimer. Men den er også en del af en større problematik. Forskning viser nemlig, at der i Danmark sker en systematisk forskelsbehandling af ikke-vestlige indvandrere med demens. De gennemgår generelt længere udredningsforløb og får sjældnere medicin end etniske danskere.
DU SKAL HØRE HISTORIEN, fordi den vil tage dig med ind i to unge kvinders univers, hvor de hver især beretter om, hvordan det er at skulle navigere i sin egen teenagetilværelse samtidig med, at ens mor langsomt glemmer, hvem man er. I dette særlige rum findes både tvivl, ensomhed, vrede, skyldfølelse og følelsen af at være tvunget til at vokse hurtigt op og påtage sig et enormt ansvar.
Du kan læse mere om alzheimers og pigernes historie HER